Opstaldningskrav bliver strammet
8. maj 2024
Der bliver stillet højere krav til opstaldningen i mælkeproduktionen pr 1. juli 2024, når en ny overgangsordning i Lov om hold af malkekvæg træder i kraft. Det er derfor tid til handling nu, så staldene kan nå at stå klar.
Et af de krav, som kræver handling ved stort set alle, er eftergiveligt underlag på opsamlingspladsen til malkestalden/robotten. Området tolkes som det gulvareal, hvor man bag køerne lukker af, når de drives til malkning, og dermed kan området strække sig op mellem sengebåserækker. I robotbesætninger er det området hvor man potentielt kan lukke bag køerne, hvis de drives til malkning.
Samtidig kommer der skærpede krav til areal på drikkekar, hvor der maksimalt må være 10 køer pr meter drikkekar. Drikkekar kan placeres for enden af sengebåserækker, eller på udendørs motionsarealer – blot køerne altid har adgang dertil.
Der stilles også større krav til kælvningsfaciliteter og enkeltsygebokse. Hvad angår areal til kælvning, skal de bestå af fire pladser pr 100 køer, hvor halvdelen skal være enkeltkælvningsbokse og den anden halvdel må være fælleskælvningsbokse. Der har siden 2022 været krav om én sygeplads pr 100 køer, og nu skal det også være muligt at separere syge dyr i en enkeltsygeboks. Arealkravet til enkeltkælvningsbokse og -sygebokse er henholdsvis 12 m2 og 10 m2 for store og små racer, mens arealkrav for fælleskælvningsbokse og -sygebokse er 8 m2 og 6,8 m2 for henholdsvis store og små racer.
I besætninger med mere end tre sengebåserækker, kan det blive knebent at overholde kravet om maksimalt to køer pr ædeplads, mens nykælvere skal have én ædeplads pr ko. Dette gøres ikke op i antallet af ædepladser, men på længde, hvor en ædeplads til store og små racer er henholdsvis 70 og 65 cm.
Ovenfor er omtalt de nye krav, der vil påvirke de fleste økologiske mælkeproducenter. Der er yderligere information at hente på Landbrugsinfo.
Samtidig er der for hjerter to og tre leverandører en række skærpelser og dyrevelfærdsmæssige forbedringer, der træder i kraft pr 1. juli 2024. Her er det værd at nævne hjerter tre leverandører, hvor kalve i hele mælkefodringsperioden skal fodres med sut.
Ønsker du at uddybelse eller tolkning af reglerne for netop din besætning, kan du kontakte en af kvægrådgiverne i ØkologiRådgivning Danmark.
Kontakt for mere info
Maria Pape Andersen