Køer og kvier lukkes ud
22. marts 2024
Lige om lidt skal køer og kvier lukkes ud. I den forbindelse laver langt de fleste en ny blanding til de malkende køer, der er fint afstemt efter, at de malkende får en hel del energi og næringsstoffer ude.
Og mens det bimler og bamler med at lukke dyr på græs, må du ikke glemme dine 3 måneders kalve, der bliver hjemme. Deres foderplan skal du nemlig også lige skænke en tanke. I flere tilfælde får de nemlig af den samme blanding, som de malkende køer.
Det er ikke sikkert, at der skal laves noget om, men i mange udbindingsplaner bliver andelen af stivelse reduceret. Er det tilfældet hos dig, skal du sikre dig, at du tildeler lidt ekstra til de fravændede kalve. De har nemlig brug for stivelsen til at danne smørsyre i vommen, da smørsyren fremmer udviklingen af vompapillerne.
Derudover er det en god idé at flytte et fodertrug med på marken til de kalve der er 4-7 måneder gamle og suppleringsfodre dem der.
1. års græssere ved ikke hvad de skal ude på alt det dér grønne noget, og du risikerer derfor sygdom på baggrund af energimangel. De lærer at græsse i løbet af en måneds tid, men indtil da, skal der foder med ud.
Kontakt for mere info
Birgitte Kjemtrup Høyer
Kvægrådgiver
Jeg er uddannet agrarøkonom, og ejer en økologisk mælkeproduktion sammen med min mand. Jeg har været økologisk rådgiver siden 2012 med kvæg som fokus. Jeg kommer både i store og små besætninger, og for mig er det ikke størrelsen, men gørelsen, der er vigtig. Du skal tjene penge. Gennem god sundhed, velfærd og rettidig omhu fra både min og din side. Og selvfølgelig med økologien i førertrøjen.
Specialer:
- Kalve, herunder ko og kalv sammen
- Ydelse på baggrund af grovfoderproduktion
- Erfagrupper
- Overblik