Hvilke efterafgrøder skal man vælge efter høst?

Efteragrøder Olieræddike Og Havre Rug
26. juli 2024

Kalenderen siger snart d. 1. august. Høsten står for døren og nogle steder er man begyndt med vinterbyg og raps. Høsten er en travl tid og der er mange ting, der skal nås. En af de ting der skal tages stilling til er, hvilke efterafgrøder der skal sås efter høst.

Som året har udspillet sig med meget regn og sent etablerede vårsædsmarker, bliver høsten ikke den tidligste. Efterafgrøderne skal være med til at opfylde lovkrav til de pligtige efterafgrøder samt kravet om 20% kvælstoffikserende og 50% kulstoflagrende afgrøder i sædskiftet.

Valg af efterafgrøder til såning EFTER høst

Et godt udgangspunkt til en god efterafgrøde efter høst ville være en blanding af olieræddike og honningurt sammen med noget korn. Der kan købes en blanding af ræddike og honningurt i forholdet 90/10. Blandes det samme med 40-50 kg korn, vil der opnås en god dækning. Der kan med fordel bruges rug af egen avl, da den vil overleve vinteren og stå grøn til foråret.

På foto her fra d. 12. oktober 2023 ses en efterafgrøde af olieræddike og havre/rug udsået d. 20. august 2023.

Er der behov for, at blandingen også skal have kløver med, kan blodkløver med fordel bruges. Blodkløver har en god vækst i efteråret. Her vil 1-2 kg pr. hektar være rigeligt at tilføje til blandingen. Hvis kløver tilføres en blanding, er etablering inden d. 15. august vigtig for at sikre fremspiringen.

Blandinger med mange arter

Der er mange efterafgrødeblandinger, som består af mange forskellige og spændende arter. Med udsigt til en sen høst, vil det være tvivlsomt, om de kan etablere sig tilpas godt til, at de kan give nok værdi for deres højere pris. Bliver det muligt at etablere de mangeartede blandinger mellem d. 5. til 10. august kan de bestemt være attraktive. Mange arter giver en masse værdi både over og under jorden.

Olieræddike Rod

Kontakt for mere info

Peter Pinstrup

Planterådgiver

Jeg er opvokset på et planteavlsbrug og har efterfølgende uddannet mig til landmand. Efter min uddannelse i 2016 har jeg arbejdet med planteavl på forskellige planteavlsbrug i Danmark og i udlandet.

I 2022 er jeg blevet færdiguddannet som professionsbachelor med speciale i planteproduktion.

Specialer:

- Salgsafgrøder og grovfoder
- Efterafgrøder
- Jordfrugtbarhed
- Certificeret i ESGreen tool, markbrug. Rådgivning omkring klima og klimahandlingsplaner

Luk (Esc)