Holder din markplan for 2024??
3. maj 2024
- hvis ikke, så skal du ændre i dit fællesskema inden d. 21. maj!
Vi er nu forbi fristen for at indsende økologi- og fællesskema for 2024 rettidigt. Frem til og med tirsdag d. 21. maj er det muligt at lave ændringer til de skemaer, som allerede er indsendt.
Fællesskema 2024
Det meget våde og sene forår kommer til at betyde ændringer i markplanerne her i 2024. Derfor skal du også være meget opmærksom på at den afgrøde, som er indberettet i din markplan i fællesskemaet også er den afgrøde, som reelt er på marken indenfor perioden 15. maj til 25. juli.
Hvis du indberetter de rigtige afgrødekoder, mindsker du sandsynligheden for at modtage en høring midt i sommerferien på baggrund af satellit-kontrollen.
Derfor er det vigtigt at give din planterådgiver besked, så snart du er færdig med at så, hvis der er ændringer til den planlagte markplan. Efter 21. maj kan der som udgangspunkt ikke ændres afgrøder i fællesskemaet i forhold til støtteansøgningen!
Øvrige ændringer
Disse forhold skal du også være opmærksom på at få ændret inden fristen udløber tirsdag d. 21. maj;
- Opskrive arealer og tilføje marker, du har haft rådighed over den 26. april.
- Ændre arealer for de 4 % ikke-produktive elementer (brak), samt op- og nedskrive arealerne.
- Ændre indtegning af allerede registrerede småbiotoper og evt. tilføje nye småbiotoper.
- Der kan tilføjes marker til bioordningerne (bl.a. økologisk arealstøtte) uden at tilskudsprocenten sættes ned, når blot der er ansøgt til mindst én mark den 26. april i den ønskede ordning.
- Nye eller ”glemte” marker med økologi- eller plejegræs tilsagn kan tilføjes med anmodning om udbetaling af tilskud.
- Ansøge om slagte- og kopræmie i 2024.
Hvis du ikke har sendt dit fællesskema ind endnu, kan du stadig nå det frem til og med ændringsfristen d. 21. maj. Du skal dog være opmærksom på, at dit tilskud nedsættes med 1% pr. arbejdsdag, skemaet er forsinket efter d. 26. april.
Hvis du IKKE har indsendt dit fællesskema endnu og først indsender det efter 21. maj, vil Landbrugsstyrelsen afvise det.
Tag fat på din planterådgiver og tjek markplanen en ekstra gang. Hvis du får indsendt eventuelle ændringerne til tiden, kan det forhåbentlig spare dig for en høring og sikre dig udbetaling af landbrugsstøtten rettidigt.
Kontakt for mere info
Gitte Hansen
Assistent
Som planteassistent er min opgave i firmaet, at assistere planterådgiverne med diverse administrative opgaver, som tilskudsansøgninger og myndighedskontakt, udarbejde materiale til kundemøder og hjælpe med det praktiske ved markvandringer og møder.
Jeg er opdateret på vejledninger, holder orden og struktur på ansøgninger og skemaer samt har fokus på detaljerne. Jeg trives med at modtage opgaver og afslutte dem til kundens tilfredshed. Da jeg er født og opvokset på et kvægbrug samt har mange års joberfaring fra grovvaresektoren, kender jeg landbrugserhvervet indgående.
Jeg er uddannet kontorassistent og jordbrugsteknolog og har fast arbejdssted på kontoret i Billund.