Hegn og drivveje
15. marts 2024
Der er ikke længe til, det bliver rigtigt forår og køerne er klare til at komme på græs. Men er du klar?
Selv om det er den 14/4, der er officiel dag for at lukke køer på græs, så er det ikke nødvendigvis den dag, de skal ud. Er græsmarken klar før, så er køerne helt sikkert også klare. Spørgsmålet er om du er klar?
Det er nu du skal efterse hegnet, så det er ”tip top” til køerne kommer ud. Sørg for at der er spænding nok på, så der ikke kommer overraskelser, i form af dyr, der opholder sig steder, hvor de ikke skulle være.
Drivvejen er et andet sted, du skal sætte ind, før køerne lukkes ud på dem. Mange drivveje har haft det svært i sensommeren og efteråret. Der er mange steder, hvor de er ved at være tørre. Den mulighed skal du udnytte til at få dem i god stand. Jeg tænker ikke på de drivveje med fast belægning og græsarmering. Dem med græsarmering skal bare have noget nyt sand, så er de klar. Jeg tænker på de drivveje, der har været trådt op.
Gør følgende:
- Flyt evt. hegnet lidt ud
- Hvis det er jord/sand kan en plov trække jorden ind på midten
- Har du en gravemaskine, kan den trække jorden ind på midten
- Lav drivvejen højest på midten
- Lav gerne små grøfter i siderne
- Flyt hegnet tilbage
Så er du klar til den nye sæson. Husk altid at reparere drivvejen, når den er tør.
Kontakt for mere info
Hans Lund
Kvægrådgiver
Mine kolleger har givet mig tilnavnet 'græsdoktoren', fordi mine specialer ligger i feltet afgræsning og græsmarksstyring. Herunder hører også at få afgræsning og malkerobotter til at spille sammen på de økologiske kvægbedrifter, så malkesystemet ikke forhindrer, at køerne henter mest muligt godt græs i marken. Jeg rådgiver også om får og andre små drøvtyggere.
Specialer:
- Mælkeproduktion
- Små drøvtyggere
- Forlænget laktation
- AMS og afgræsning
- Får