Fokus på såning af vintersæd – og måske også vekselhvede

Flot Vekselhvedemark
10. oktober 2024

Nu er det blevet tid til at fokusere på efterårssåningen. Jo senere man sår, desto mindre ukrudt spirer frem. Men husk at være opmærksom på at det nødvendige plantetal typisk stiger med 5-6 planter per dag.

Hybridrug er det første, der skal sås, og det optimale såvindue er ved at være ovre nu. Skal du så hybridrug nu, bør du så 2,3 units hurtigst muligt. Ønsker man at så senere bør man så linjerug, og så efter et plantetal omkring 350/m2, hvis man etablerer efter midten af oktober. Man skal være omhyggelig med såarbejdet, særligt ved brug af hybridrug, der ikke må sås dybere end 2 cm.

Vinterhvede kan være aktuelt på lerede jorde med god gødningsforsyning. Får man det etableret godt her, kan der til gengæld opnås meget høje udbytter. Hvede kan med fordel sås nu – og i den sydlige halvdel af landet helt indtil sidste del af oktober, hvis vejret tillader det. Der tilstræbes omkring 400-450 planter/m2 afhængig af hvornår der sås i perioden.

Ved senere såning kan det overvejes at så en sort af vårhvede der er vinterfast. Da tusindkornsvægten ofte er lavere, skal der bruges færre kilo udsæd. Den bliver så kaldt vekselhvede og er et godt alternativ til forårssået hvede og til havre i et presset sædskifte, med stort tryk af, eksempelvis pileurt. Udbyttepotentialet i vekselhvede er højere end i vårhvede, men proteinindholdet vil også være lavere. Til gengæld vil angreb af bygfluen være mindre og forårsfremspirende ukrudtsarter bliver reduceret markant. Plantetallet for vekselhvede bør være mellem 425 og 500 pl./m2afhængigt af hvor sent man kommer ud i november. Det vil ved en tusindkornsvægt på 45 betyde, at udsædsmængden skal være 250-280 kg/ha, da fremspiringen nok ikke kan forventes at være helt så god som i en tidligere sået afgrøde. Af mulige sorter findes der blandt andet Thorus, Dacke, Mariagertoba og KWS Sharki

Vekselbyg? Tja, de hidtidige erfaringer gør, at vi nok ikke vil anbefale det, som det første, herfra.

God held med såarbejdet derude.

Kontakt for mere info

Martin Greve Carlsen

Planterådgiver

Jeg har arbejdet som planteunderviser på landbrugsskolerne i Herning og Viborg i over 20 år.

Undervisningen er gennem årene kommet til at indeholde mere og mere økologi. Dette har blot øget min interesse, hvorfor jeg nu er blevet ansat som økologirådgiver.

Jeg vil arbejde for at udbrede den bæredygtige planteproduktion og økologien - og for at formidle den nyeste viden på området videre til landmanden. Mine bestræbelser går på altid at være opdateret og kunne formidle den nyeste og mest relevante viden til den pågældende kunde. Formidling og samtale er et vigtigt fokusområde for mig.

Specialer:

- Grovfoderproduktion
- Salgsafgrøder

Luk (Esc)