Det perfekte kompromis!

Køer I Stald (1)
10. januar 2024

Når ko og mark går op i en højere enhed.

Vinteren er refleksionens tid. Her er der for de flestes vedkomne plads til at summe over året der er gået, og året der kommer. En af disse ting er virksomhedens foderproduktion. I den forbindelse skylder du din virksomhed at overveje, om ikke mødet omhandlende markplanen for det kommende år, skal være et møde med både din planteavls- og kvægrådgiver samtidig. Et sådant tværfagligt møde kan nemlig løfte hele virksomhedens resultat, samtidig med at du og dine rådgivere alle er på den samme side. Især den fælles tværfaglige diskussion af muligheder og behov er et rigtig godt værktøj, samtidig med at diskussionen omhandlede grovfoderets kvalitet eller mangel på samme, kan være en øjenåbner.

Helt konkret kan man som eksempel være rigtig god til at dyrke majs, og have et ønske om at have måske 5-6 FEN majs i sin fodring. I dette tilfælde bliver den endelige fodring meget dyrere, fordi der kommer til at mangle råprotein til koen. Det skal findes gennem tilskudsfoder, og det ekstra resultat man kunne opnå i marken, bliver spist op inde i stalden, uden at virksomheden tjener mere på det. Et andet tilfælde kunne være et ønske om at tildele 500 gram hjemmedyrket rapsfrø til koen dagligt, for at mindske metanudledningen. Men arealet, og dermed udbyttet, der var plads til i markplanen var langt mindre end behovet. Igen med dyrt indkøbt foder som resultat.

Så brug lige lidt tid på at overveje om den lille meromkostning, det er at samle to rådgivere til et møde inden forårsarbejdet, ikke var bedre end alternativet.

Kontakt for mere info

Birgitte Kjemtrup Høyer

Kvægrådgiver

Jeg er uddannet agrarøkonom, og ejer en økologisk mælkeproduktion sammen med min mand. Jeg har været økologisk rådgiver siden 2012 med kvæg som fokus. Jeg kommer både i store og små besætninger, og for mig er det ikke størrelsen, men gørelsen, der er vigtig. Du skal tjene penge. Gennem god sundhed, velfærd og rettidig omhu fra både min og din side. Og selvfølgelig med økologien i førertrøjen.

Specialer:

- Kalve, herunder ko og kalv sammen
- Ydelse på baggrund af grovfoderproduktion
- Erfagrupper
- Overblik

Luk (Esc)