Skårlægning af korn og bælgsæd giver tidligere høst

20220727 134550
20. juli 2023

Mange marker står uens pga. af tørken og den efterfølgende regn, som har resulteret i en del grønskud. Der er også kommet godt gang i rodukrudtet. Hvor der ikke har kunnet vandes, er der næringsstoffer tilbage, som kornet ikke har kunnet udnytte, men det kan ukrudtet nu.

Skårlægning kan derfor være meget aktuelt. Det giver en mere tør afgrøde at høste, fordi saftspændingen går af evt. grønt korn og ukrudt. Og en tidligere høst giver også bedre mulighed for større effekt af bekæmpelse af rodukrudt og såning af efterafgrøder, der bliver til noget.

Skårlægning af korn kræver ”normalt” mellem 2-5 dage med tørvejr. Vandprocenten på afgrøden ved skårlægning er afgørende for vejringstiden på skår, og vejret spiller selvfølgelig en markant rolle. Brager solen ned fra himlen, kan en enkelt dag gøre at afgrøden, kan høstes med større lethed end hvis den høstes direkte.

Når afgrøden er skårlagt, skal den høstes inden et eventuelt regnvejr. Skårlæg derfor kun med udsigt til stabilt tørvejr og det håber vi kommer inden alt for længe.

Ved skårlægning er så bredt et skår som muligt at ønske, for at få en hurtig tørring. Hvis der bruges en stor skårlægger på 25 fod, kan skårene blive meget tykke. Hvis afgrøden samtidig er tæt, kan det give udfordringer med vejringen. Vælg derfor en mindre skårlægger, hvis afgrøden er meget kraftig.

På torsdag den 27. juli kl. 13-16 er der demonstration af skårlægning af korn. Det sker på Bovlundvej Bjergvej 37, Branderup.

Se hele programmet her: Demonstration af tidlig høst af korn med skårlægning (1) - ØkologiRådgivning Danmark (oerd.dk)

Kontakt for mere info

Lisbeth K. Knudsen

Planterådgiver

Jeg har arbejdet som rådgiver inden for økologisk planteavl i over 12 år. Forinden har jeg været landbrugslærer i 14 år. Jeg brænder for økologien og for at formidle viden. Jeg forsøger altid at give en aktuel, brugbar rådgivning, og lægger mig i selen for at følge op på tingene, så kunderne altid får et svar. Jeg ser en stor værdi i erfaringsudveksling økologer imellem, og ønsker at medvirke til at udbygge netværket mellem dem.

Specialer:

- Naturtjek
- Grovfoder og salgsafgrøder
- Omlægning og autorisation
- EU-støtteordninger og økologiregler
- Tværfaglig rådgivning

Luk (Esc)