OPDATERET: Pleje af græs- og naturarealer; dispensation til slæt og tilskudsfodring
15. juni 2023
Pleje af græs- og naturarealer: Du kan påberåbe dig force majeure og tage et slæt græs allerede i dag.
Som du sikkert også har hørt i dagspressen, er Landbrugsministeren aktivt i gang med at se på hjælpemulighederne i forbindelse med den landsdækkende tørke.
Vi følger det tæt herfra og vi vil løbende informere om mulighederne.
Første udmelding er til arealer, hvor du søger landbrugsstøtte til pleje af græs. På disse græsarealer er du årligt forpligtet til enten at foretage afgræsning eller tage et slæt.
Der er normalt forbud mod al slåning i perioden 1. maj til 20. juni grundet ynglende fugle.
Hvis du står i en situation med akut mangel på foder på grund af tørken, kan du allerede nu vælge "at påberåbe dig force majeure” og tage et slæt på arealet INDEN d. 21. juni.
Hvis det er aktuelt for dig, så skal du "påberåbe dig force majeure” ved at udfylde en dispensationsansøgning. Kontakt din planterådgiver hurtigst muligt for at få udfyldt formularen til en dispensation. Vi indsender straks ansøgningen til Landbrusstyrelsen.
Du behøver ikke afvente svar, så slåningen kan gå i gang straks efter indsendelsen. Husk - vær opmærksom, så du undgår skader på vildtet, som endnu er i græsset.
OPDATERING: Tilskudsfodring på arealer med tilsagn til pleje af græs og naturarealer.
På baggrund af Landbrugsministerens tørkeplan giver Landbrugsstyrelsen nu en generel dispensation til, at du må tilskudsfodre dine dyr, som går på arealer med tilsagn til Pleje af græs og naturarealer (MVJ).
Da mange af disse arealer er §3-arealer, kræver det dog, at du tager kontakt til din kommune, da der som udgangspunkt ikke må tilskudsfodres på § 3-arealer, og det er kommunen, som administrerer §3-arealer og dermed kan give en tilladelse.
Er du i den situation, at du har brug for at kunne tilskudsfodre, så tag fat i din konsulent og få tjek på §3-arealerne, og derefter en evt. henvendelse til din kommune, om de konkrete arealer.
Kontakt for mere info
Gitte Hansen
Assistent
Som planteassistent er min opgave i firmaet, at assistere planterådgiverne med diverse administrative opgaver, som tilskudsansøgninger og myndighedskontakt, udarbejde materiale til kundemøder og hjælpe med det praktiske ved markvandringer og møder.
Jeg er opdateret på vejledninger, holder orden og struktur på ansøgninger og skemaer samt har fokus på detaljerne. Jeg trives med at modtage opgaver og afslutte dem til kundens tilfredshed. Da jeg er født og opvokset på et kvægbrug samt har mange års joberfaring fra grovvaresektoren, kender jeg landbrugserhvervet indgående.
Jeg er uddannet kontorassistent og jordbrugsteknolog og har fast arbejdssted på kontoret i Billund.