Du kan plante et træ

20231012 080424
11. oktober 2023

Inspireret af Piet Hein, der har skrevet et digt, der hedder ”Du skal plante et træ”, hvor han bl.a. skriver ”Du skal plante et træ. Du skal gøre en gerning, som lever, når du går i knæ”. Om han helt konkret tænkte på træplantning, skal jeg lade være usagt, men plantning af træer og buske giv liv og glæde til mange, også til dem efter os. Store træer er et langtidsprojekt, som undervejs giver det føde, skjul og er levested for en lang række insekter, fugle, små og store dyr.

Hvor kan du plante? Det kan du f.eks. i småbiotoper, der allerede er etableret, eller nye du vil lave. Småbiotoper med mulighed for grundbetaling er nyt her fra 2023. Småbiotoper som skal være med til at opfylde dit krav om 4 % ikke produktive arealer, er arealer, hvor du holder arealet udyrket og ikke foretager nogen aktiviteter. Men ingen regel uden undtagelser, for du må f.eks. godt plante træer og buske i en småbiotop, bare det ikke er til produktion.

Har du lyst at plante i en småbiotop, så er her nogle gode råd:

  • Vælg hjemmehørende arter – de passer til det dyreliv, der er her.
  • Vælg buske med blomster og bær – så er der føde både til insekter og fugle
  • Vælg bl.a. hvidblomstrede arter af træer – så er der tidlig føde til bier og andre insekter
  • Vælg arter der egner sig til jordbunden og området.
  • Søg for ikke at plante for tæt, så der er god mulighed for at de enkelte planter har plads til at udvikle sig.

Vil du plante til foråret, så er det muligt nu at søge om planter hos Naturstyrelsen gennem tilskudsordningen ”Plant for vildtet”. Tilskuddet er finansieret via jagttegnsmidlerne. Gennem ”Plant for vildtet” er det udelukkende hjemmehørende arter, der kan vælges.

Der kan ansøges to gange om året. En gang i foråret og nu her i efteråret. Næste ansøgningsfrist er 31. okt. Og så bliver planterne leveret omkring 1. april 2024.

PS. Inden plantning skal der søges dispensation til at bruge ikke økologiske træer og buske i Organic Xseed

Kontakt for mere info

Lisbeth K. Knudsen

Planterådgiver

Jeg har arbejdet som rådgiver inden for økologisk planteavl i over 12 år. Forinden har jeg været landbrugslærer i 14 år. Jeg brænder for økologien og for at formidle viden. Jeg forsøger altid at give en aktuel, brugbar rådgivning, og lægger mig i selen for at følge op på tingene, så kunderne altid får et svar. Jeg ser en stor værdi i erfaringsudveksling økologer imellem, og ønsker at medvirke til at udbygge netværket mellem dem.

Specialer:

- Naturtjek
- Grovfoder og salgsafgrøder
- Omlægning og autorisation
- EU-støtteordninger og økologiregler
- Tværfaglig rådgivning

Luk (Esc)