Forfrugtsværdien af en efterafgrøde bestemmes af rodmassen

Rødder
5. oktober 2022

Efterafgrødens forfrugtsværdi sidder i rodmassen. Rodmassen omsættes hurtig ved nedmuldning, mens biomassen over jorden omsættes langsommere og har minimal virkning på den efterfølgende afgrøde, dog afhængig af biomassens kulstof/kvælstof forhold.

Så selv om din efterafgrøde, ikke er blevet til det du håbede på, er der stadig en chance for at den vil have en god forfrugtsværdi, hvis den har en stor og varieret rodmasse. – Brug spaden.

Forfrugtsværdi er ikke alene et spørgsmål om kvælstof, men i lige så høj grad et spørgsmål om kulstof i et økologisk system. Omsætningen af organisk gødning, hvad enten gødningen stammer fra husdyr eller planter, er afhængig af mikroorganismernes levevilkår. Uden kulstof, intet liv.

Tilmed har input af kulstof en række sideeffekter, der gavner jordens struktur og vandholende evne.

Kulstof binder kvælstof og kulstoftilgængelighed er som oftest den begrænsende faktor for udbyttet i de økologiske marker.

Det er derfor vitalt at få samlet noget kulstof gennem dyrkningssæsonen via efterafgrøderne. Flere arter og heraf mindst en bælgplante, gavner udviklingen af rodmassen og øger forfrugtsværdien.

Ofte tilvejebringer flerartede efterafgrøde netto 400 kg. kulstof og 40 kg. kvælstof pr. hektar, mens en efterafgrøde med en enkelt art alene tilvejebringer 200 kg. kulstof og 20 kg. kvælstof i forfrugtsværdi.

For at opnå fuld effekt af efterafgrøden nedmuldes den i forbindelse med såning af en ny hovedafgrøde.

Kontakt for mere info

Erik Kristensen

Planterådgiver

Jord er min passion, og jeg har forstand på gødning og dyrkning i teori og i praksis. Samspil er min indgangsvinkel, og helheden mit mål. Jeg medvirker gerne ved strategimøder, og har god erfaring med holdninger som udviklingsfaktor. Fra april er jeg med sikkerhed at finde i marken, hvor jeg formidler min spidskompetence: biologisk indsigt.

Specialer:

- Jordbearbejdning
- Klima og klimahandlingsplaner
- Grovfoder
- Korn/frø
- Næringsstoffer

Luk (Esc)