Anvendelse af eget udsæd

20160527 101718
28. november 2022

Hvis man har korn eller bælgsæd på lager af god kvalitet, så kan det være oplagt at få oprenset udsæd til sig selv. Dette gælder særligt, hvis man vil dyrke korn eller bælgsæd til eget foderforbrug.

Ved kontraktavl vil der i mange tilfælde være krav om en bestemt sort eller brug af certificeret såsæd fra det firma, der laves kontrakt med.

Hvis man påtænker at oprense egenproducerede afgrøder, så bør man sikre, at det er fra arealer, der har været fri for flyvehavre og andet problematisk ukrudt som gulurt eller to-frøet vikke. Inden oprensning skal der være lavet en spireprøve på hvert parti, der som udgangspunkt bør ligge på 90 % spireevne eller derover. Laboratoriet udfører samtidig en analyse for udsædsbårne sygdomme som f.eks. stinkbrand på hvede og nøgen bygbrand. Derefter skal kornet renses så urenheder bliver fjernet og man får sorteret de største kerner ud til udsæd. Firmaet Gl. Buurholt kan udføre oprensningen på ejendommen med en mobil enhed.

Hvis man fremadrettet vil dyrke egen udsæd, så bør man udså certificeret udsæd i de mest rene marker i 2023 og derefter få oprenset afgrøde til udsåning i 2024. Dermed får man så nye gener som muligt i sin såsæd og man kan vide sig nogenlunde sikker på, at der ikke spredes uønsket ukrudt i de afgrøder, som ønskes oprenset til såsæd. Man bør dog følge arealet løbende og gå det nøje igennem for flyvehavre.

Vær opmærksom på, at der ved brug af egen udsæd, skal indbetales forædlerafgift. Afgiften varierer efter sort og yderligere information findes på www.sortsejere.dk.

Kontakt for mere info

Poul Christensen

Planterådgiver

Den bedste rådgivning bliver givet i marken. Afgrøder og efterafgrøder skal være velvalgte i forhold til dyrkningsforholdene i hver enkelt mark. Jeg er drevet af at forbedre resultaterne i økologisk landbrug, og jeg er meget optaget af, at landmanden skal producere de afgrøder, der er efterspørgsel på. Derfor er jeg ofte i kontakt med de grovvarefirmaer, der køber afgrøder af planteavlere.

Specialer:

- Frøproduktion og raps
- Gødning
- Grovfoder
- Produktionsøkonomi mark
- Rådgivning i marken

Mads Juul

Planterådgiver

Luk (Esc)