Rugen er snart klar til afgræsning
20. maj 2020
Langt om længe er vi sluppet af med de kolde nætter, så nu går der de fleste steder kun få dage, så er rugen klar til afgræsning.
Når rugen står som på billedet ovenfor, skal køerne ud og i gang med at afgræsse rugen hurtigst muligt. Rugen skal være ca. 10-15 cm. høj (6-8 sideskud). Den smager nemlig bedst, når den busker sig.
Rug er meget sukkerholdigt – prøv at tygge på et græsstrå og derefter et grønt blad fra rugen – så forstår du, hvorfor de fleste køer er helt vilde efter rugen! Rugen skal afgræsses med 3-6 dages mellemrum og helt kort. Hvis der ikke afgræsses ofte, vil der være noget bladmasse, som ikke bliver ædt, da bladene er bløde i væksten. Bladmasse der ikke bliver ædt, er mere udsat for angreb af rust og meldug. Er der angreb af svampe, falder ædelysten betragteligt. Rugen har derfor første. prioritet i afgræsningsrækkefølgen, når den er i vækst – så må flere græsmarker tages ud til slæt, hvis køerne ikke kan følge med.
Når rugen vokser godt giver den 100-120 kg. TS/ha/dg, køerne skal maks. have 10 kg. TS/ko/dg, ellers ryger foderet for hurtigt igennem dem (maverne bliver for tynde).
Kontakt for mere info
Louise Kock Hilligsøe