Ingen gaver fra grovvarebranchen

Ø Mærket 30 År
30. september 2020

Kornpriserne når ikke at rette sig i jubilæumsåret for ø-mærket.

De gode priser på økologisk bulkkorn lader vente på sig. Så klart var budskabet fra grovvarebranchen, da de i formiddags var inviteret til at fortælle om markedssituationen hos Økologisk Vækst på Sjælland.

Et større udbud af byg i Europa har sænket prisen og malteventyret er slut - folk drikker ikke øl i samme grad som tidligere. Eksport til England er akut ikke-eksisterende, økonomisk Covid-19 krise i landet har gjort udslaget. Dollarkursen har sænket amerikanernes betalingsevne. Og svensk korn har overtaget eksportmarkedet i Europa. Om det var en skjult hentydning til, at der er plads til nye aktører i grovvarebranchen, skal være usagt. Men fakta er, at de økologiske kornpriser for nuværende skal drives af hjemmemarkedet og danskernes efterspørgsel på økologi.

Lokal afsætning og nicheproduktioner må fremover sikre den økologiske landmands økonomi.

Der var altså ingen gaver fra grovvarebranchen i anledning af ø-mærkets 30 års fødselsdag. Innovative tiltag, som da raps til konsum blev lanceret for få år siden, udeblev.

På lidt længere sigt er der dog muligheder for at blive bulkleverandør på følgende områder:

Hestebønner og ærter til konsum vil blive efterspurgt i hele Europa.

Behovet for brødhvede er stødt voksende.

Bio- og Naturland certificering i DK vil øge eksporten til Tyskland.

Spelt og glutenfri havre er en undervurderet niche.

Dyrkning af kvalitetssåsæd til eksport har potentiale.

Sødlupiner kunne erstatte importen af soja.

Kontakt for mere info

Erik Kristensen

Planterådgiver

Erik har orlov til 1. november 2024

Jord er min passion, og jeg har forstand på gødning og dyrkning i teori og i praksis. Samspil er min indgangsvinkel, og helheden mit mål. Jeg medvirker gerne ved strategimøder, og har god erfaring med holdninger som udviklingsfaktor. Fra april er jeg med sikkerhed at finde i marken, hvor jeg formidler min spidskompetence: biologisk indsigt.

Specialer:

- Jordbearbejdning
- Klima og klimahandlingsplaner
- Grovfoder
- Korn/frø
- Næringsstoffer

Luk (Esc)