Dagens succesafgrøde

Flotte Ærter
24. juni 2020

Ærter i fremavl står rigtig flot - uden det mindste ukrudt.

Som konsulent kommer jeg rundt til rigtig mange marker i løbet af en uge. Ofte er det fejl og mangler, jeg fremhæver, men der står også rigtig mange fine afgrøder derude. Dagens succeshistorie blev fundet i Brørup hos familien Eriksen, som har ærter i fremavl for Vestjyllands Andel.

På ejendommen er der et højt ukrudtstryk fra frø, og derfor har ærterne fået særlig opmærksomhed. Alle afgrøder sås på 25 cm. rækkeafstand, og der er til denne sæson ombygget en majsradrenser til frontmontering, som backup for den eksisterende, så der nu køres med to radrensere, for at være sikker på, at kunne klare opgaven med ukrudtet gennem sæsonen. Striglen nåede over ærterne tre gange, inden de blev renset én gang og rækkerne lukkede. Men nu står ærterne også fuldstændig rene, og Vestjyllands Andel kan glæde sig til mange frø.

Afgrøden står på ualmindeligt kraftige stængler, men det springende punkt er, om den bliver stående til høst? Sorten Greenway repræsenterer topudbytte, men har også en større tendens til lejesæd end f.eks. Mythic. Ærtehøst kan være en nervepirrende opgave.

Tørringsanlægget er ved at få en opgradering, og der installeres en renser, så ærterne til næste år, måske kunne blandes med lidt korn ved såning, for at støtte afgrøden i høst, som så kunne frarenses inden salg.

Kontakt for mere info

Erik Kristensen

Planterådgiver

Jord er min passion, og jeg har forstand på gødning og dyrkning i teori og i praksis. Samspil er min indgangsvinkel, og helheden mit mål. Jeg medvirker gerne ved strategimøder, og har god erfaring med holdninger som udviklingsfaktor. Fra april er jeg med sikkerhed at finde i marken, hvor jeg formidler min spidskompetence: biologisk indsigt.

Specialer:

- Jordbearbejdning
- Klima og klimahandlingsplaner
- Grovfoder
- Korn/frø
- Næringsstoffer

Luk (Esc)