Friskgræs på stald

Fordele ved friskgræsfodring lyder lovende – besparelser i kraftfoder, højere udbytte og lavere omkostninger. Desuden er græs køernes naturlige føde og mere græs i foderplaner gavner miljøet på mange måder. Men succesen afhænger af fornuftige overvejelser og god planlægning.

Friskgræsfodring er især velegnet til bedrifter med begrænset afgræsningsareal, hvor der findes græsmarker i længere afstand fra gården. Man skal dog gøre sig klar over, at græsset kun kan høstes en gang – enten som friskgræs, eller til ensilage. Antaget at køer får 10 kg. TS i frisk græs, så vil 100 køer æde omkring det, der svarer til 10 ha. 1. slæt i løbet maj måned. Dette skal kunne undværes i vinterfoderplanen, selvom vinterfodring påbegyndes senere end ved afgræsning og TMR. Er f.eks. foderbudgettet lavet efter, at køerne får 3 FEN helsæd hele året, så betyder det jo, at de bør få 6 FEN helsæd, hvis der kun er 6 måneder fodring på TMR. Det kan være helt umuligt, hvis det drejer sig om omlægningsfoder, som kun må fylde 20 % på dagsbasis.

Dette eksempel viser, at friskgræsfodring kræver ligeså grundigt planlægning som afgræsning – og skal helst gå op i en højere enhed med afgræsningsplan og slætstrategi.

I starten af sæsonen kan det være en god idé at høste friskgræs fra afgræsningsmarker som risikere ”at løbe fra én”. Det får man også bedre afgræsningsmarker ud af. Mellem 2. og 3. slæt giver det mening at gå over til at hente græs fra slætmarker. Slætblandinger har et højere udbyttepotentiale og kortere hviletid, så det handler om at få det udnyttet.