Smitsom yverbetændelse

Nyt fra Kvægkongressen.

Et hold forskere fra Københavns Universitet og Danmarks Teknologiske Institut har belyst smitteveje og muligheder for at stoppe smitsom yverbetændelse med fokus på Staph. aureus og B-streptokokker. Begge infektioner er smitsomme, dvs., at de overføres fra dyr til dyr. Staph aureus findes på huden, både på pattehuden hos koen og på hænderne hos mennesker. På denne måde kan bakterien sprede sig fra ko til ko. Indlægsholderen, dyrlæge Line Svennesen, afslører dog, at grundig pattedypning reducerer antallet af bakterier fundet på pattehuden betydeligt.

Endvidere viste hun, at der ikke altid kan påvises bakterier i mælken i et sygdomsforløb. Derfor giver en negativ PCR eller dyrkningsprøve ikke nødvendigvis anledning til lettelse. Hun anbefaler derimod, at man gentager prøven efter et par dage, hvis der stadig er mistanke om yverbetændelse. Eller, med andre ord, så skal der to til tre prøver til inden bakteriel infektion kan udelukkes.

Det er meget udbredt, at mælkeprøver kun tages, hvis koen skal behandles – og økologiske køer behandles tit kun ved akut yverbetændelse med feber, smerter eller hævet kirtel. Hvis man døjer med mange kroniske eller subkliniske yverbetændelser, så giver prøver dog værdifuld information om smittevejen, fx om smitten sker gennem miljøet eller fra dyr til dyr.

Som opfølgning på deres studier på staldgangen havde forskerne lavet en modelberegning, altså en teoretisk betragtning, af økonomien i behandling og alternativ udsætning af dyr med yverbetændelse. Det viste sig, at det ikke nødvendigvis giver en dårligere økonomi at slagte kronisk inficerede dyr. Pointen i disse beregninger er, at behandling af kroniske yverbetændelser langt fra altid er præget af succes, men den syge ko muligvis går rundt og smitter andre køer i besætningen, og koen gør større skade end den bidrager til indtjeningen.

Beregningerne var baseret på konventionelle besætninger, så forskellen er nok mere udpræget for økologer.