Du høster, som du sår!
24. maj 2017
Vi ser mange økologiske marker med for lavt plantetal, og det gælder både korn, hestebønner og raps. I nogle tilfælde skyldes det forkert udsædsmængde.
Du har formentlig været ude og tjekke, at fremspiringen er tilfredsstillende i markerne. Hvis den er for ringe, må du i gang med at finde ud af, hvad det kan skyldes.
Hvad sker der, hvis du har bestilt udsæd af hestebønner hjem, og det så bagefter viser sig, at tusindkornsvægten var meget højere end standarden, der er benyttet på udsædsplanen? Ja, så fik du sået for få frø pr. ha., fordi der er færre frø pr. kg. Det er rigtig ærgerligt, ikke mindst fordi konkurrencen overfor ukrudt så bliver endnu ringere. Forlang af din såsædsleverandør, at du får såsæd svarende til det plantetal, du ønsker at opnå i marken (i hestebønner 50-60 planter pr. m2), og tjek også, om tusindkornsvægten er ens på alle sækkene.
I vårbyg ønskes 300-350 planter pr m2, og i havre 300-400 planter pr. m2.
Udsædsmængden i vinterrug har vi også set problemer med. Det skyldes måske, at vi her både har almindelige og hybridsorter, hvor vi i hybriderne bruger meget lavere udsædsmængde. For vintersæden varierer det meget afhængig af såtidspunktet, men har du sået almindelig rug omkring 8. oktober, skal der være 400 planter pr. m2.
Vi har set varierende kvalitet i så-arbejdet, også - eller ikke mindst - med de dyre maskiner. Det er for eksempel ikke tilfredsstillende, at sådybden i hestebønner svinger adskillige centimeter, så de første planter er fremme flere dage før de sidste. Det er vanskeligt at finde det korrekte tidspunkt for mekanisk ukrudtsbekæmpelse under de forudsætninger.
Kontakt for mere info
Anne Eriksen