Søren Søndergaard: ”Vi kommer ikke uden om kvælstofmodellen”

Salen i Aulum fritidscenter var onsdag aften fyldt til – ja, om ikke bristepunktet, så brandmyndighedernes maksimum. Frisurerne er mestendels grå – eller fraværende – men der er også en pæn portion fra de yngre generationer. Der bliver hilst og givet hånd, som vi plejer, og det lader til, at rigtig mange kender hinanden. Godt.

Foruden en vis amerikansk herre er det store samtaleemne ved bordene kvælstof – og kvælstoffet er måske også årsagen til, at så mange har trodset kulden og troppet op for at høre L&F’s formand, Søren Søndergaard, give en status på det politiske arbejde.

” Vi har længe prøvet at få fat på dig, og vi er glade for, at du er her i dag, Søren. Verden er foranderlig, og landbruget er altid genstand for debat. Altid en blanding af faglighed, følelser, påstande og politik – og du, Søren, står i midten af det hele,” lyder velkomsten til hovedtaleren fra SAGROs Michael Troelsgaard.

Kvælstof er altid eksplosivt

Søren Søndergaard starter med et stort smil og en udtrykt glæde over at være på hjemmebane, før han tager et hovedspring ud i det emne, der holder folk vågne om natten. Nemlig kvælstoffet.

”I må endelig ikke tro, at jeg er tilhænger af den her kvælstofregulering. Det er det rene vanvid, og den undergraver det enorme arbejde, vi har lagt i Treparten. Jeg deler jeres frustrationer til fulde,” lægger han ud, inden han fortsætter:

”Men vi kommer ikke uden om den nye kvælstofmodel, og kvælstof har været et eksplosivt ord på Christiansborg under skiftende regeringer. Vi vil jo alle gerne have godt vand og fisk i fjordene – men det er blevet til en fortælling om, at det kun drejer sig om kvælstof og landbrug.”

Det forventede opgør med et ensidigt fokus på kvælstof er nemlig udeblevet, og argumenter om modeller, målinger og videnskabelighed preller af som vand på en gås, forklarer formanden. Derfor skal landbruget heller ikke regne med, kvælstofmodellen forsvinder igen – uanset hvor vanvittig, den kan virke sådan en aften i Aulum.

”Vi står i en situation, hvor vi landmænd synes, at vi bliver ramt hårdt – men vores modstandere synes, vi slipper for let. Der er et kæmpe spænd i, hvordan verden opfatter de her ting, og der er ikke nok folk med indflydelse, der deler vores opfattelse,” opsummerer formanden.

Sådan fungerer aftalen

Søren Søndergaard lægger ud med en kraftig opfordring til ikke at skyde budbringeren, inden han påtager sig den utaknemmelige opgave at forklare en kompleks og uelsket regulering til et uvilligt publikum.

Kort sagt bliver reguleringen vendt på hovedet, og nu handler kvoterne om udledning i stedet for tildeling. Hvert kystopland får en samlet kvælstofkvote, og den kvote bliver fordelt efter en modelberegning til de forskellige marker.

Hvor meget regner det på marken, hvilken jordtype er det, og hvor meget retention er der. Det er det afgørende for markens kvote. Retentionen betyder, hvor meget kvælstof marken kan holde på mellem rodzone til kyst.

”Jeg afvander til tre forskellige oplande på min ejendom, og jeg kan regne ud, at jeg skal fjerne 47 procent af min udledning. Hvad gør jeg så? Jeg kan blandt andet handle kvoter med mine naboer, eller jeg kan kigge på mine sædskifter,” forklarer han og fortsætter:

”Eksempelvis har græs en meget lav udvaskning, mens vinterhvede har en høj. Det er sådan nogle ting, vi skal ind og nørde. Tjek kortet på Landmand.dk for at se dine markers retention – men lad være med at gøre det inden sengetid.”

Herefter følger en snak om virkemidler og om L&F’s kurs i det her forløb. En kurs, som handler om at udfordre fagligheden bag beslutningerne, at slå på tromme for rimeligheden i forhold til nabolandene – og at fokusere på de virkemidler, vi ved virker, forklarer formanden og nævner vådområder og minivådområder.

” Men vi er nødt til at have en snak med regeringen om det her. Reguleringen er så hård, at jeg råder alle til at holde på jorden, til vi ved mere,” siger han.

Bruxelles og bogstaverne

Det er ikke kun på Axelborg og Christiansborg, at Søren Søndergaards arbejde foregår. Han tilbringer også tid i Bruxelles, hvor alt – ifølge ham – handler om store emner forkortet til tre bogstaver. Her er den altoverskyggende bogstavkombination lige nu CAP. Altså den fælles landbrugspolitik.

”Den CAP, vi ser ind i nu, får en kæmpe betydning for, hvordan planteavlerne får tilskud fremover. Det er en re-nationalisering af landbrugspolitikken, og spørger du mig, er det en farlig vej at gå,” siger han og fortsætter:

”Bruxelles blev træt af alle de traktordemonstrationer, og nu sender de i stedet en pose penge til landene, som selv må fordele dem. Det er farligt i et land som Danmark, for vi er dybt bekymrede over, hvad der mon sker, når der lander en stor, uadresseret pose penge på Wammens bord.”

CAP-retningen er vigtig. Hektarstøtten bliver eksempelvis i højere grad et nationalt anliggende, og der er støttelofter på tegnebrættet, som skal forhindre fænomenet med storbønder, der ikke bor på ejendommen.

Formanden kommer også ind på udfordringen med generationsskifte, som er mindst lige så stor i resten af Europa. Hvor vi i Danmark er udfordret af strukturudviklingen og landbrugets enorme størrelser, er det anderledes udfordringer, de står med i andre lande. Vi er nemlig nogle af de eneste, der kan fylde landbrugsskolerne, og der er ingen til at dyrke jorden i fremtiden i flere af de andre lande.

”Derfor kommer vi også til at se nogle tiltag – så som engangstilskud på 300.000 euro til nyetablerede landmænd, differentieret hektarstøtte – og ingen hektarstøtte til folkepensionister. Det sidste kan vi naturligvis ikke bakker op om i L&F,” spøger han, og salens ældste kvitterer med et godt grin.

Vi kommer også ind omkring de førnævnte traktordemoer, som Søren har det blandet med. Han fortæller stolt om en fredelig demonstration med 10.000 deltagere, som gav et møde med Ursula von der Leyen – og knap så stolt om bål, brand og tåregas, som nok lige er til den gode side. Selvom det til tider kan virke fristende.

”Men det er svært at finde helt fælles fodslag med alle vores europæiske kollegaer, for vi har forskellige interesser. Den gennemsnitlige italienske landmand har otte hektar, og det er bare en anden situation, de står i,” siger han.

Markeder og meninger

Til ingens overraskelse – og med skæbnemøder i Washington som bagtæppe – fremhæver Søren den enorme usikkerhed, der hersker på vores markeder i disse år. Kineserne lægger told på vores landbrugsvarer som tak for tolden på elbiler, Rusland, som også var et stort marked, er væk og ikke på vej tilbage, og så har vi jo al uforudsigeligheden fra Det hvide hus.

”Det er også i det lys, at vi skal se Mercosur-aftalen med de sydamerikanske lande. Den har været 25 år undervejs, og den har været svær at få igennem,” fortæller han og fortsætter:

”På den store klinge er aftalen god, for vi mangler handelspartnere. Men den her aftale har altså nogle bagsider – for sydamerikanerne er blandt andet gode til at producere oksekød og fjerkræ til meget billige penge. Det er urimeligt, at vi har så høje krav herhjemme – mens de kan sende billige fødevarer uden krav til miljø og klima denne vej. Det kan godt give problemer.”

Søren Søndergaard kommer også ind på det folketingsvalg, vi står over for i år. Et valg, hvor politikerne på den ene side skal tackle en del af befolkningens ønsker om at begrænse landbruget – samtidigt med, at fødevarepriserne ikke må fortsætte himmelflugten.

”Jeg tror, at fødevarepriserne bliver et kæmpe emne – men vi mangler partier, der taler vores sag. Til gengæld har vi også lyspunkter i horisonten. Vi kan se behov et for 70 procent flere fødevarer hen mod 2050, vi kan fornemme krav om forsyningssikkerhed, vi kan levere på grøn energi – og der bliver en efterspørgsel på alt det, vi kan. Især i Danmark,” slutter han.

Efter en runde med spørgsmål tager Michael Troelsgaard ordet til sidst og sender Søren Søndergaard pænt afsted:

”Mange er uenige med Lars Løkke – men er glade for, at det var ham, vi sendte afsted. Sådan tror jeg også, vi er mange, der har det med dig.”