Et lyspunkt i horisonten for tørkeramte mælkeproducenter

17/5-25 Rødkløver og lucerne til afgræsning er et nyt tørkeresistent alternativt til græsmarkerne, tyder nyt forsøg på.

Det er ikke altid nemt, når bundlinjen er bundet op på vejret, og er det ikke for vådt – ja, så er det for tørt. Tørkeperioder har i de senere år givet store udfordringer for de økologiske mælkeproducenter, når væksten er gået i stå i kløvergræsmarkerne i de områder, hvor det ikke er til at vande.

Fremtiden for de værst ramte bliver måske lidt lysere, for ØkologiRådgivning Danmark og VKST Økologi arbejder sammen om forsøg med mere tørkeresistente blandinger til afgræsning, som kan supplere de klassiske hvidkløver og rajgræs, der normalt fylder køernes vomme. Forsøget er finansieret af Fonden for Økologisk Landbrug.

”Vi ved jo ikke, hvordan vejret bliver i fremtiden, og det giver rigtig god mening at være forberedt på både det ene og det andet,” fortæller Thomas Vang Jørgensen fra ØkologiRådgivning Danmark og uddyber:

”Vi er ved at se på nogle blandinger med rødkløver og lucerne som de bærende arter, suppleret med forskellige urter, og det ser faktisk meget fornuftigt ud. De er mere tørkeresistente, og vi ser stadig fin vækst og god biomasse her i disse tørre tider.”

Dybe rødder og ædelyst

Det er ikke tilfældigt, at det er hvidkløver og rajgræs, der har været landmændenes foretrukne til afgræsning – for det er også køernes. Der er god vækst og masser af ædelyst hos køerne med den klassiske blanding, hvor det ser en anelse værre ud med rødkløver og lucerne.

”Rødkløverens rødder rækker tæt på dobbelt så dybt som hvidkløverens, og lucerne stikker flere meter ned. Det betyder enormt meget i de tørre perioder. Til gengæld er planterne noget grovere i det, og det kan koste på køernes ædelyst. Endelig er der nogle praktiske ting, når det kommer til timing, som er anderledes,” siger Thomas Vang Jørgensen og tilføjer:

”Men lige nu tyder det på, at der er et lys for enden af tunnelen for de landmænd, som ikke kan vande deres afgræsningsmarker.  Nu skal vi bare lige have forsøget i mål, så vi kan regne på tallene.”