Usædvanligt forløb har banket ydelsen i vejret

Nogle gange er det ikke altid helt nemt at være ansvarlig for mælkeproduktionen, hvis man får divergerende meldinger fra kvægrådgiver og dyrlæge. Hvem skal man så lytte til? Det kan tilmed kræve flere opkald og besøg for at man har nok information til at kunne afveje argumenter for og imod et bestemt tiltag.

Det var økologisk landmand Mads Helms en smule træt af. Og efter en god snak med både dyrlæge og kvægrådgiver besluttede han at investere i et fælles månedligt møde.

- De kommer her én gang om måneden, hvor jeg også har driftsleder og andre medarbejdere med. Det betyder, at vi kan tale forskellige tiltag igennem, opnå de rigtige kompromiser og prioritere arbejdsindsatsen de kommende uger, siger Mads Helms.

Det er derfor dyrlæge, kvægrådgiver, driftsleder, en af de ansatte og ham selv er samlet omkring bordet i kaffestuen ved en af bedriftens fire stalde. Denne journalist har også sneget sig med på en lytter, og derfor er den tidligere driftsleder også til stede.

Det er ikke nødvendigvis billigt at samle eksterne rådgivere omkring bordet i en time.

- Det er rigtigt, at det koster lidt mere i rådgivning, men sætter man det i forhold til ydelse og indtjening, har jeg fået pengene mange gange igen, konstaterer Mads.

Idéen kom til verden tilbage i 2018. Og siden er ydelsen gået fra 10.600 kg EKM pr. ko til 11.700 de sidste 12 mdr. mens der i øjeblikket malkes til næsten 12.000 kg EKM. Desuden er både dødeligheden og sygdomsfrekvenserne banket helt i bund, mens man samtidig ligger meget lavt i tilskudsfoder, både i stivelse og protein pr. kg leveret mælk. Og det gjorde det “bare ekstrasjovt” at malke sidste år, som han selv udtrykker det.

Ifølge kvægrådgiver Birgitte Kjemtrup Høyer fra ØkologiRådgivning Danmark bruger Mads Helms faktisk så lidt tilskudsfoder, at mængden er meget lav for ydelsesniveauet, nemlig kun 6,5 kgTs pr. ko dagligt.

Men hvad er hemmeligheden?

Management og engagement
Siden 2018 har Birgitte Kjemtrup Høyer og dyrlæge Charlotte Bakkegaard fra Kvægdyrlægerne Midt mødtes på bedriften hver måned. Sidstnævnte er dog på barsel for tiden, så de sidste fire måneder har Hanne Lerche Voogd vikarieret.

- Netop fordi mængden af tilskudsfoder er så lille, er det det fælles fokus på management og sundhed, der har løftet ydelsen, siger Birgitte Kjemtrup Høyer.

De tre er “bestemt ikke altid” enige om, hvordan man skal tackle de aktuelle udfordringer. Bølgerne kan gå højt, med to så bestemte kvinder om bordet, smiler Birgitte Kjemtrup Høyer. Og det er da sket, før, at enten kvægrådgiver eller dyrlæge er “kørt hjem i vrede”, selv om hverken nuværende eller tidligere driftsleder har bemærket det.

- Man er jo professionel. Charlotte og jeg har et godt og trygt forhold til hinanden, hvor vi giver hinanden plads til at være uenige,” siger Birgitte Kjemtrup Høyer.

Og en god, saglig debat er lige præcis det, der har skubbet til ydelsen.

- Jeg er vild med, at alle her omkring bordet er passionerede om deres arbejde. Det er jo et privilegium, at vi har både dyrlæge og rådgiver, der bare vil det her så meget. Jeg forventer ærlighed fra både dyrlæge og rådgiver, og det får jeg til fulde, siger driftsleder Esben Helms.

Møderne betyder, at Mads og Esben Helms sparer mange opkald frem og tilbage mellem dyrlæge og rådgiver. Det gør det langt nemmere at sortere i de råd, de får – når de altså afviger fra hinanden, og dermed opnå det perfekte kompromis.

- Hvis ikke vi fik noget ud af møderne, ville vi jo stoppe med dem. Men mødet ledes altid efter en stram dagsorden, og vi kan se det på bundlinjen, siger Esben Helms.

Hvad sidder hun der for?
Ikke nok med, at Birgitte Kjemtrup Høyer kommer på bedriften med de andre én gang om måneden, så sidder hun der også hele dagen, den dag der er møde.

Ikke at hun er beskæftiget med rådgivning for Mads og Esben Helms’ bedrift hele dagen - men hun sidder der af en anden årsag.

- Jeg har bare flyttet mit kontor herud. Her kan jeg så sidde og lave andre ting, der ikke har noget med den her bedrift at gøre. Men en del af forsøget var også, at jeg skulle tættere på det, der skete herude. Og det må jeg sige, at jeg er kommet, siger hun. Især i starten fangede jeg meget hurtige de små spidsfindigheder i arbejdsgangene, der kunne ændres til det bedre.

Ved at sidde i kaffestuen får hun et helt andet indblik i arbejdsgangene. Og det kan hun bruge, når hun rådgiver.

- Et fast punkt hver gang er en rundtur rundt ved alle dyrene, hvor jeg bl.a. kigger foder, huld og afføring. En sjælden gang tager jeg en tørstofprøve af ensilagestakkene, og holder resultatet op mod NIR-måleren på læseren, hvis jeg ikke kan få foderkontrollerne til at stemme. Der er frihed under ansvar hos Mads og Esben. Vurderer jeg det nødvendigt, kan jeg fint gøre det.

Forskellig rådgivning til forskellige

Esben Helms har overtaget stillingen som driftsleder fra Johan Schelde. Det var under ham, at de fælles møder startede, og de to har en fantastisk pingpong, mens der vises rundt på bedriften.

- Du kom jo kun, fordi der var en journalist her i dag. Linselus!,” joker Esben Helms til Johan Schelde, der bare slår en latter op. For faktum er, at Esben Helms har insisteret på, at Johan også kom med i dag, fordi han ikke har “nogen interesse i at tage æren for det hele”.

Under mødet taler deltagerne om, hvordan køerne ser ud. “Er der nogen, der ser tynde ud?”, spørger Birgitte Kjemtrup Høyer den ansatte på gården, Zenia. “No, there’s not”, er svaret. De har lavet foderkontroller, hvor det ene hold ikke fik helt nok energi, hvorefter der var fuld enighed om tilretninger i fodringen.

Rådgivning tilpasses kunden
Mødet ledes meget kontant af Birgitte Kjemtrup Høyer. Netop fordi de mødes så ofte, kan der være en risiko for, at der går “kaffeklub” i den. Men det er hun og de andre ekstremt bevidste om, så samtalen drejer sig udelukkende om det faglige, selvom der i dagens anledning er både kaffe og nybagte boller på bordet.

- Jeg kan godt være streng og kontant. Men det afhænger også af, hvem jeg er ude ved. Esben er den type, hvor han er glad for, at jeg er lidt fremme i skoene. Det var det samme for Johan, siger hun.

Som typer er de to dog meget forskellige. Johan Schelde er mere udfarende, mens Esben Helms er afdæmpet og mere venter på, at rådgiveren selv spiller ud.

- Det betyder også, at min måde at rådgive på har ændret sig. Jeg kan rigtig godt lide begge måder at arbejde på. Men udover det faglige skal en rådgiver også kunne spore sig ind på dem, man rådgiver. Og det sætter jeg en ære i, siger hun.

Reaktionerne fra de to herrer, da Birgitte Kjemtrup Høyer siger dette, er også slående. Johan griner højlydt - Esben smiler for sig selv.

Luk (Esc)