Vårsæd – hvad skal først i jorden?

20230306 165248
8. marts 2023

Kalenderen siger forår, selvom det mest af alt lige nu ligner vinter med sne og frostvejr. Når frosten får sluppet sit tag og jorden begynder at blive tjenlig, er det vigtigt at få prioriteret såningen af sin vårsæd.

Tager man havre, vårhvede og vårbyg, er havre den, der kvitterer mest for at blive etableret tidligt.

Herunder er vist responsen for tidlig kontra sent sået havre. Forsøg viser at udbyttet i havre falder med 0,7 – 0,9 hkg/ha for hver dag såningen udsættes - efter første mulige såtidspunkt. I forsøgene, som kurven tager udgangspunkt i, er der som det tidligste sået omkring d. 25 marts.

Vårhvede kvitterer for en tidlig såning ved at blive mere modstandsdygtig overfor bygfluens larve, som kan gøre stor skade på den afgrøde. Tidlig såning vil også give et tidligere modningstidspunkt. Vårbyg er den af de tre, der bedst kan etableres sent. Vi anbefaler denne rækkefølge for såning af vårkorn; havre, vårhvede og vårbyg.

For ærter og hestebønner gælder det om at få dem etableret, så snart jorden er tjenlig. En tidligt etableret bælgsædsmark vil være mere tørketolerant end en sent etableret, da rodnettet vil være bedre udviklet, når/hvis tørken kommer.

Tidlig såning af hestebønnerne vil også fremrykke høsttidspunktet. Såbedet skal være godt, sådan at afgrøden kommer hurtigt fra land. Et godt såbed, hvor jorden ikke er pakket for meget i dybden, vil være med til at fremskynde den tidlige rodvækst. Prioritering for såning af bælgsæd er: hestebønner, ærter og lupiner til sidst.

Kontakt for mere info

Peter Pinstrup

Planterådgiver

Jeg er opvokset på et planteavlsbrug og har efterfølgende uddannet mig til landmand. Efter min uddannelse i 2016 har jeg arbejdet med planteavl på forskellige planteavlsbrug i Danmark og i udlandet.

I 2022 er jeg blevet færdiguddannet som professionsbachelor med speciale i planteproduktion.

Specialer:

- Salgsafgrøder og grovfoder
- Efterafgrøder
- Jordfrugtbarhed
- Certificeret i ESGreen tool, markbrug. Rådgivning omkring klima og klimahandlingsplaner

Luk (Esc)