Nu er det tid til markplanlægning

Markplanlægning
Arbejdet i markerne er ved at være overstået, og det er på tide at begynde planlægningen af næste vækstsæson.

Først og fremmest skal du have styr på hvilke arealer, du skal dyrke næste år. Hvis forpagtninger løber ud, eller du har kig på nye arealer, er det en god idé at få en ny aftale på plads så snart som muligt. Det er smart at lave seksårige forpagtningskontrakter i de fleste tilfælde, da der skal søges nye økologitilsagn gældende fra næste år.
Det er rart at have styr på sit lort... Både hvis du gerne vil modtage gødning fra andre, og hvis du skal af med gødning, er det en meget negativ oplevelse at kontakte samarbejdspartneren og få at vide, at der er handlet til anden side allerede. Hvis du skal have f.eks. vinasse eller andre kalium- og svovlgødninger, er det også en god idé at få indhentet tilbud og få noget reserveret. Hvis du skal bruge patentkali, skal der tages jordprøver, for at dokumentere behovet.
Generelt er jordprøver også helt aktuelle, hvis det er fire til fem år siden, der sidst er taget. Der skal lidt kalk til engang imellem.
Endelig er der jo udsæd, som sælgerne allerede længe har ringet om; for at få det fulde overblik, skal du have en markplan.
Kort sagt, ring til din planteavlsrådgiver og få lavet en aftale for mark- og gødningsplanlægning. Der er bedre plads i hans/hendes kalender før nytår end efter.

Kontakt for mere info

Carsten Markussen

Planterådgiver

Økologirådgiver siden 1995. Dyrkning af græs og afgræsning er det jeg brænder for. Afgræsning skal styres af landmanden, rotationsafgræsning og holistisk afgræsning er måden at få mest muligt ud af sine kløvergræsmarker. Vi skal være bedre til at indbygge frodighed og kulstof i jorden, værktøjerne er kløvergræsmarker, planter med dybe rødder og ikke mindst efterafgrøder.

Specialer:

- Grovfoderproduktion
- Kløver/græs, etablering og blandinger
- Holistisk afgræsning og foldafgræsning
- Klimahandlingsplaner for landbrug

Luk (Esc)