Vær klar med strigle og radrenser
26. april 2017
Det er vigtigt, du er klar med striglen og radrenseren, når markerne er tjenlige at køre på, og ukrudtet har den rigtige størrelse.
Afgrøderne er i gang med at gro, og du skal holde et vågent øje med ukrudtet. Det er vigtigt at planlægge hvor og hvornår, der skal strigles og radrenses, så ukrudtet ikke indhenter afgrøderne.
Når du har lagt ukrudtsplanen, skal den tilpasses vejret løbende, så du udnytter de bedste dage maksimalt. Overvej derfor løbende hvilken afgrøde, der skal være den næste på listen, og om der er behov for at kombinere strigling med radrensning.
Vinduet for vellykket strigling er smalt. Ved strigling skal afgrøden have en størrelse, hvor den er blød og ikke knækker, mens ukrudtet skal være småt, helst på spire- eller senest kimbladstadiet. Det er nemmere at bekæmpe på dette stadie, end når det bliver større og har nemmere ved at gro igen eller måske ikke bliver trukket op af striglen.
Ved radrensning er der lidt flere dage at køre, da radrenseren kan klare større ukrudt, men her gælder det til at starte med også om at køre, når ukrudtet er ved at spire frem, så afgrøden ikke dækkes for meget.