Prisen på protein stiger

Prisen på protein stiger - her er rådgivernes bedste råd.

 

Artiklen har været bragt i Økologisk Landbrug.

Der er mindre soja på markedet, og landmænd kan forvente stigende foderpriser resten af året. Konsekvenserne kan afbødes med en ekstra indsats i marken.

Ringe høst i Kina og Covid-19 presser lige nu markedet for soja og trækker råvarer som solsikke og raps med op i pris. Konsekvensen er bl.a., at markedet omtrent er støvsuget for bælgsæd. Økologisk kraftfoder er steget med 35 pct. de seneste måneder, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at det ændrer sig på denne side af nytår. 

Situationen kalder ifølge Erik Andersen, kvægchef i ØkologiRådgivning Danmark (ØRD), på ekstra god planlægning og høj kvalitet i grovfoderhøsten i år.

"Man skal ikke gå i panik. Der er tid til at tage sine forholdsregler på hjemmefronten og udnytte alle de kilder til godt og billigt protein, som bedriften selv råder over," siger han.

Den oplagte kilde til mere protein er kløvergræsmarkerne, som mange steder kan give både større udbytter og bedre kvalitet med en målrettet indsats. Det viser flere års erfaringer fra ØRDs rådgivningsforløb Eliteafgræsning og Elitegrovfoder.

"Man skal i sommer holde mere end skarpt fokus på grovfoderkvaliteten. Der er mange steder, man kan sætte ind. Et ekstra slæt græs i år, frisk græs på foderbordet i stedet for ensilage, minimalt spild i alle led og en vandingsstrategi, der tilgodeser kløveren; det er alt sammen med til at øge proteinhøsten," forklarer Erik Andersen.

Positivt for planteavlerne
Stigende priser på protein presser mælkeproducenterne på økonomien, men for de økologiske planteavleres økonomi kan udviklingen være et lyspunkt efter år med lave kornpriser. Markerne er tilsået nu, men ØkologiRådgivning Danmark har tidligere i år dokumenteret, at der i år er sået bl.a. flere hestebønner. Der er ingen tvivl om, at der bliver efterspørgsel efter dem. I Seges Økologis nylige webinar om proteinfoder berettes endda om begyndende tysk efterspørgsel efter dansk bælgsæd fra den kommende høst.

"Lagrene er tomme, og der er basis for god afsætning af lupin, hestebønner, ært og raps. Det skal planteavlerne udnytte. Vi kan kun opfordre til, at danske husdyrproducenter og planteavlere finder sammen, handler med hinanden, og øger samarbejdet til gavn for begge brancher," siger Erik Andersen.

Sådan skaffer du mere protein
God kvalitet af grovfoderet medfører, at der skal købes mindre foder ind for at holde energiniveauet.

  • Udnyt kløvergræssets protein. Når indholdet i græsset er højt, skal det udnyttes optimalt - juster fodringen efter det.
  • Få max græs i køerne. Øg afgræsningen om muligt i mængde og kvalitet.
  • Frisk græs på foderbordet hver dag. Friskhøstet kløvergræs indeholder mere protein end ensilage. Usnittet græs har bedst holdbarhed, og ædelysten er høj.
  • Pas godt på kløveren. Prioriter vand til kløvergræsmarkerne, hvis det er muligt - det fremmer kløver. Faste kørespor i græsmarken slider mindre på kløveren.
  • Overvej et ekstra slæt. Det giver lidt mere protein i ensilagen.
  • Indgå aftaler om køb af hestebønner/ærter/lupiner hos økologiske planteavlere i høst.
  • Overvej mere permanente samarbejder, der øger selvforsyningen med protein.